Hvad er forskellen på flexleasing og finansiel leasing?
Flexleasing og finansiel leasing er det samme. I praksis er finansiel leasing en billig måde at erhverv sig en nyere, eksklusiv bil på.
Bilen findes ofte i Tyskland, hvor den er udstyret med meget ekstraudstyr, og hvor toppen af afskrivningen er klaret.
Finansiel leasing er den mest anvendte finansieringsform på tyske biler. Der er ingen kilometer-begrænsning, og leasingperioden er typisk 12 måneder, hvorefter den fornyes.
I modsætning til operationel leasing hæfter man selv for restværdien.
Hvordan beregnes afgiften?
Når afgiften bliver beregnet, vurderer man, hvad en tilsvarende model vil blive solgt for. En tommelfingerregel er, at afgiften udgør omkring 62%. Således udgør afgiften af en tilsvarende bil til 1.000.000 kr. på danske plader omkring 620.000 kr.
Der skal betales mellem 0,5 og 2% af afgiften i registreringsafgift pr. måned. Procentsatsen bestemmes af bilens alder:
0-3 mdr. = 2 %
3-6 mdr. = 1 %
+36 mdr. = 0,5 %
Derfor er det ofte en god idé at vælge en bil, som er over 36 måneder.
Hvem ejer bilen i leasingperioden?
I følge dansk lovgivning skal leasingfirmaet eje den leasede bil. Du vil, som den der leaser bilen, blive anført som bruger af køretøjet.
Hvor lang er bindingsperioden?
Hos Forza Leasing er kontraktperioden typisk 12 måneder. Årsagen til kontraktperiodens længde er, at afgiften efter 12 mdr. vil være faldet. Det betyder, at du med fordel kan indgå en ny kontrakt, hvor den månedlige leasingydelse vil være lavere.
Er forsikring inkluderet i min ydelse?
Forsikring er ikke inkluderet i den månedlige ydelse. Det skal dog nævnes, at forsikringspræmien ofte er lavere på leasede biler, da bilens værdi forsikres uden registreringsafgiften.
Kan jeg finde en bil i udlandet?
Hos Forza Leasing kan vi hjælpe dig med at importere din drømmebil, hvis du selv har fundet den.
Vi klarer prisforhandlinger, hjemtransport og behandling af importpapirer for dig. Det kan ikke blive meget lettere.
Hvad kræver det at blive godkendt til leasing?
Hos Forza Leasing har vi forskellige krav til dig som leasingtager. Det afhænger af, om du leaser privat eller igennem en virksomhed:
Privat:
– Ingen i husstanden må være registreret i RKI
– Husstandsindkomsten skal være mindst kr. 400.000,- pr. år.
Herudover skal du vise både din seneste årsopgørelse og en kopi af dine tre sidste lønsedler.
Erhverv:
– Virksomheden må ikke være registreret i RKI.
– Virksomheden skal have været registreret i min. 12 mdr.
Har virksomheden været registreret under 12 mdr., kautionerer du som leasingtager personligt.
Herudover skal virksomheden kreditgodkendes af vores samarbejdspartnere, ligesom der skal fremvises en kopi af det seneste årsregnskab.
Hvor mange kilometer må jeg køre i bilen?
Ved finansiel leasing er der ingen kilometerbegrænsning, men sammen med din leasingrådgiver vurderer I, hvor mange kilometer, du forventer at køre. Denne info skal bruges til at beregne afskrivningerne på bilen i perioden.
Hvordan fastsættes forventet antal km i aftaleperioden?
For at kunne beregne bilens restværdi anslås kørte kilometer i aftaleperioden. Dette tal fastsættes på baggrund af de informationer, du som leasingtager giver din leasingrådgiver.
Er det kun mig som må køre bilen?
Det afhænger af forsikringsvilkårene. Forsikrer du din bil gennem Forza Leasing, må både familie og venner køre bilen.
Hvordan kommer jeg i gang?
Uanset om du har en bil, har fundet en bil i udlandet eller måske blot vil høre nærmere om leasing, så begynder vi altid med et møde, hvor vi får en indledende snak om, hvad du har af ønsker og drømme.
Hvad sker der efter leasingperiodens udløb?
Efter kontraktens udløb kan du vælge at forlænge kontrakten eller sælge bilen. Forlænger du kontrakten, vil vi beregne en ny og lavere leasingydelse, så den passer med køretøjets nye, lavere værdi og afskrivninger.
Ønsker du, at bilen skal sælges, skal den henvises til en køber med CVR-nummer. Bilens salgspris er som udgangspunkt dens restværdi, som blev vurderet ved kontraktens indgåelse. Da der ikke er betalt registreringsafgift af bilen, er der dog også mulighed for at sælge bilen til resten af Europa, hvilket gør salget en del lettere. Vi vil rådgive om, hvad det er mest fordelagtigt for dig at gøre.
Hvordan fastsættes afskrivningen på bilen?
Hos Forza Leasing afskriver vi typisk 15% på bilen pr. år. Dermed får du ikke nogen ubehagelige overraskelser ved kontraktudløb, da restværdien oftest stemmer overens med tilsvarende biler på markedet.
Er service inkluderet?
Som leasingtager varetager du alle driftsomkostninger til fx værkstedsservice, vægtafgift, dæk og reparationer. Som kunde hos Forza Leasing får du 15% rabat på timelønnen hos Forza Auto Service.
Hvad er ”nedskrivning”?
Under ”Restværdi og anvisningspligt ved aftaleudløb” i leasingaftalen finder man punktet ”nedskrivning”. Det referer til de afskrivninger, som sker henover leasingaftalens typisk 12 måneder. Køretøjets pris minus nedskrivning giver den forventede restværdi ved kontraktens afslutning.
Hvad er depositum?
Depositum udgør 15% af bilens værdi, og er din egenfinansiering af køretøjet.
Hvordan betales den månedlige leasingydelse?
De månedlige leasingydelser betales som udgangspunkt via Betalingsservice (BS). Ønsker du en anden betalingsform opkræves kr. 150,- pr. opkrævning i administrationsgebyr. Som erhvervskunde kan du tilmelde dig vores leverandørservice, hvor fakturaen betales automatisk ved forfald.
Hvorfor koster det penge at etablere aftalen?
Der kræver et stort papirarbejde i vores organisation, når vi skal udforme din leasingaftale. Det tager vi penge for. Din fordel er, at du er helt sikker på at have fået en optimal løsning, så du kan nyde din drømmebil.
Hvad skal en GPS-tracker i køretøjet bruges til?
Er bilens købspris over kr. 300.000,- er det et krav, at der bliver installeret GPS-tracker, som både er en sikkerhed for dig som leasingtager og os som leasingselskab. Der skal også installeres GPS-tracker, når du benytter splitleasing.
Hvad er et alarmabonnement?
Alarmabonnementet er en del af GPS-trackeren. Bevæger din bil sig fx pludselig uden at være tændt, vil du blive kontaktet af G4S for at høre, om alt er, som det skal være.
Hvorfor koster forlængelsen penge?
Vi bruger en del tid i vores organisation, når du forlænger din leasingaftale: Vi skal udregne en ny leasingydelse, beregne nedskrivninger og et nyt depositum. Herefter sørger vi for, at disse informationer indberettes til SKAT, samtidig med at vi opdaterer denne info i vores egne systemer. Denne ydelse sikrer dig, at alt er som det skal være.
Hvordan skal jeg forstå min leasingkontrakt?
Hos Forza Leasing lægger vi stor vægt på, at hele processen fra aftale til levering af bil er gennemskuelig. Derfor er vores leasingkontrakt sat op på en overskuelig måde, så både du som bilkøber og fagfolk forstår den.
Når vi indgår aftaler, sikrer vi, at alt er gennemgået sammen med dig, og at du er helt indforstået med betingelserne. For os er det afgørende, at du finder din drømmebil og indgår lige præcis den kontrakt, der dækker dine behov. Uanset om du er erhvervs- eller privatkunde.
Alle leasingkontrakter har et unikt kontraktnummer. Det gør det lettere for os at finde din kontrakt, hvis du ringer med en forespørgsel.
Kontraktgiver er Forza Leasing, og under ”Leasingrådgiver” kan du se navnet på rådgiveren, som du har været i kontakt med. Du kan også se din leasingrådgivers mail under navnet, hvis du har spørgsmål.
Leasingtager er dig som privatperson eller firma. Hvis du har tegnet en Splitleasing-kontrakt, får du både en privatkontrakt og erhvervskontrakt.
LEASINGKONTRAKT
MÆRKE/MODEL:
Her er angivet hvilken bilmodel, det drejer sig om.
STELNUMMER:
Bruges til at identificere bilen. Alle biler har et 17-tegns stelnummer til at arkivere oplysninger om bilen, så potentielle købere kan se den fulde historik om køretøjet, og værkstedet kan identificere bilens teknik. Stelnummeret (VIN) kaldes også for et chassisnummer.
FARVE INTERIØR/EXTERIØR:
Hvilken farve, bilen har indvendigt, angives i dette felt.
1.REG. DATO:
Bilens første registreringsdato.
KØRETØJETS KM. STAND VED AFTALENS BEGYNDELSE:
Ved kontraktens indgåelse aflæser vi bilens kilometerstand, så vi hurtigt kan beregne, hvor langt bilen har kørt i kontraktperioden.
KONTRAKT-DATO:
Dato for indgåelse af kontrakten.
STARTDATO:
Dato for leasingaftalens start. Kontrakten kan være underskrevet den 1/8, men hvis du får bilen fra d.1/9, er dette startdatoen.
SLUTDATO:
Dette er datoen for kontraktens udløb. 12 mdr. efter startdatoen.
KØRETØJETS KØBSPRIS:
Her står bilens pris uden afgift og moms.
UDBETALING:
Køretøjets udbetaling (som bruges til at nedskrive bilens værdi ved kontraktperiodens udløb).
DEPOSITUM:
Egenfinansieringen af leasingbilen er dit depositum, der sammen med udbetaling og etablering af leasingaftalen udgør ca. 30% af bilens værdi.
Ved en forlængelse af leasingkontrakten kan dit depositum bruges til at modregne. Hvis du ikke vil forlænge leasingaftalen, får du udbetalt dit depositum.
LEASINGYDELSE PR. MD.:
Det er den månedlige pris for at lease køretøjet. Da leasingperioden er 12 mdr., skal du gange ydelsen med 12 for at se årets totale leasingydelse.
ETABLERING AF AFTALE:
Hos Forza Leasing koster det fra kr. 5.995,- at etablere aftalen, da papir- og administrationsarbejdet, der danner grundlag for kontrakten, er omfattende. Der er tale om et engangsbeløb.
LEVERINGSOMKOSTNINGER:
Denne engangsomkostning indeholder de forskellige udgifter ved levering af en bil, såsom nummerplader og klargøring.
FORSIKRINGSYDELSE:
Vores forsikringstilbud inkluderer fuld kasko- og ansvarsforsikring. Ydelsen betales månedligt sammen med din leasingydelse. Forza Leasings forsikringspriser er yderst konkurrencedygtige, da Forza Leasing forhandler priser på vegne af alle sine kunder.
Forsikringspriserne er dog betinget af, at man er minimum 25 år og får en GPS-tracker installeret i bilen. Er man yngre, kan der laves en prisforespørgsel.
ANVISNING AF KØBER/ANVISNINGSBELØB/RESTVÆRDI:
Det er leasingbilens anslåede værdi ved kontraktens udløb. Værdien kan aldrig vurderes 100% præcist, da meget afhænger af dit kørselsmønster, buler og andet slid. Anvisningsbeløbet/restværdien er også det beløb, som det anslås, at du skal anvise bilen til, hvis du ikke vælger at forlænge kontrakten.
På leasingkontraktens anden side er informationer om GPS-overvågning, der skal bruges ved både forsikring og Split-leasing.
Betalingsinformationerne forklarer betalingen ved start, og at den månedlige ydelse skal betales hver den 1. over betalingsservice. Bank: Ringkjøbing Landbobank, reg. 7670 konto 0004576786
FORLÆNGELSE/AFMELDING:
Hvis kontrakten skal forlænges, skal det meddeles til Forza Leasing senest fire uger før kontraktens udløb. Overholdes kontraktens udløbsdato ikke, skal der betales en ekstra månedsydelse og administrationsomkostninger.
FORSIKRINGSFORHOLD:
Vælger man Forza Leasings forsikringstilbud, skal man have kørt skadefrit i minimum tre år, da forsikringen ellers bliver 20% dyrere.
Herefter skal det bekræftes, at hverken leasingtager eller andre i husstanden er registreret i RKI (tidl. Riebers Kredit Information), og at der ikke er skærpede vilkår/restancer i et andet forsikringsselskab.
Hvis det ønskes, kan der tegnes vejhjælp og en mekanisk forsikring.
Nederst på leasingkontrakten er leasingtagers og leasinggivers underskrifter samt leasingtagers bankoplysninger, så depositum kan tilbageføres, hvis kontraktperioden ikke bliver forlænget.
Hvordan skal jeg forstå leasingprisen på vognkortet?
Alle vores biler er udstyret med et vognkort. Et vognkort er et informationsark om bilen, hvorpå du kan se informationer som model, udstyr, kilometerstand og priser. I vores showrooms har alle biler et vognkort i forruden, mens du her på hjemmesiden finder alle de nødvendige informationer ved at klikke dig ind på bilen.
Informationerne under billederne informerer:
• Bilens købspris uden afgift og uden moms
• Hvor langt har bilen kørt?
• Hvornår blev bilen indregistreret?
• Hvilken type motor har bilen? Benzin/diesel/hybrid/el/brint og antal hestekræfter.
• Hvor mange kilometer pr. liter brændstof angiver fabrikken, bilen kører?
• Den grønne ejer-afgift pr. halvår.
• Bilens farve
Hertil gives en beskrivelse af køretøjet og et væsentligt udsnit af bilens udstyr.
Nederst på siden er bilens leasingpris ved hhv. privat, erhvervs- og split-leasing. Du skal blot klikke på enten privat, erhverv eller split for at finde den relevante afregningsmodel for dig.
Er du i tvivl om, hvilken leasingmodel der er mest favorabel for dig, og hvad der kan lade sig gøre, kan vi selvfølgelig hjælpe på telefon 70 27 44 66.
Vær obs på
- at aftalens længde er den kontraktmæssige periode, du binder dig til leasingkøretøjet.
- at udbetalingen bruges til at nedskrive bilens værdi, hvilket vil sige, at en bil med en værdi på 200.000 kr. og en udbetaling på 30.000 kr., forventes at være 170.000 kr. værd året efter – altså ”nedskrevet værdi efter 12 mdr.”.
- at depositum er din egenfinansiering. Depositum, udbetaling og prisen for etableringen af aftalen er hos Forza Leasing ca. 30% af bilens værdi.
- at etablering af leasingaftalen hos Forza Leasing koster kr. 5.995,-